Hvert år i september gives en status på igangværende skoleår på udvalgte nøgletal.
Nøgletallene beskriver følgende områder:
- Elevtal
- Skoleudsættelser
- Ansættelser og forflyttelser
- Modtagerklasser
- Visitationer fra PPR
- Nedsættelse af timetal § 16d
- Nedsættelse af timetal § 16b
- SFO
Elevtal
Siden skoleåret 2021/2022 er elevtallet på Thisted Kommunes almene folkeskoler faldet med 131 elever fra 3.765 elever i 2021/2022 til 3.634 elever i skoleåret 2022/2023.
Det faldende elevtal er gældende for størstedelen af folkeskolerne i kommunen. Koldby Skoles elevtal er faldet med 11 elever fra 107 i 2021/2022 til 96 i skoleåret 2022/2023, hvilket betyder, at skolen indgår i den nye minimumstildeling.
Vestervig Skoles elevtal er faldet med 14 og har som kommunens mindste folkeskole 50 elever i skoleåret 2022/2023.
Snedsted Skole, Rolighedsskolen og Tilsted Skole har som de eneste stigende elevtal. Den største antalsmæssige stigning ses på Snedsted Skole, der er steget med 20 elever fra 369 elever i 2021/2022 til 389 elever i 2022/2023. Se bilag.
Der er en stigning på 11 elever på specialundervisningsområdet i forhold til skoleåret 2021/2022.
Elevtallet i Trombakkens afdeling for autismespektrumforstyrrelser (ASF) er steget med syv elever fra 51 til 58 elever, hvilket er det højeste antal elever, der har været i ASF-afdelingen.
Erfaringsmæssigt vil der komme nogle flere løbende visitationer i løbet af skoleåret, så elevtallet i specialafdelingerne potentielt kan stige.
Skoleudsættelser
For skoleåret 2022/2023 er der registreret i alt 18 skoleudsættelser. Dette er en stigning på 7 elever. Til skoleåret 2018/2019 udarbejdede Undervisning, Dagtilbud og PPR en retningslinje "Klar, parat, skolestart", hvori procedurer for skoleudsættelse i Thisted Kommune er beskrevet. Procedurerne sikrer, at der - både ved tvivl om skoleudsættelse og ved skoleudsættelse - udarbejdes en handleplan for det pågældende barn med henblik på at sikre, at barnet bliver klar til at starte i skole. Desuden præciserer retningslinjerne kompetencefordelingen i forhold til udarbejdelse af handleplan og bevilling af skoleudsættelse. Retningslinjerne har været i brug i de beslutninger, der er truffet om skoleudsættelse i indeværende skoleår. Politisk er der fokus på skoleudsættelse, og det kan forventes, at der fremadrettet er flere skoleudsættere end i skoleåret 2021/2022, hvor tallet var meget lavt. Kommunen bliver kompenseret for dette til budget 2023.
Ansættelser og forflyttelser
Forud for skoleåret 2022/2023 indgik 21 lærere i nødvendig forflyttelse jf. aftale indgået med Thy/Mors Lærerkreds. I løbet af forflyttelsesperioden blev 9 lærere forflyttet til anden skole i Thisted Kommune, og 12 overtallige lærere blev opsagt. Efterfølgende er der blevet opslået 6 ledige stillinger som følge af opsigelser, pensioneringer mv.
Modtageklasser
Antallet af elever i modtageklasserne er steget fra 16 elever i 2021/2022 til 61 elever i 2022/2023. Stigningen skyldes først og fremmest fordrevne fra Ukraine. Det medførte bl.a., at Campus 10 genetablerede en modtageklasse for at rumme modtageklasseelever i 7.-10. klasse. Modtageklasseelever i 0.-6. klasse undervises på Tilsted Skole.
Visitationer fra PPR
For skoleåret 2021/2022 er er indstillet 92 elever til nyvisitation. Dette er et fald på 31 elever. Dog visiteres elever til enkeltintegration ikke længere gennem visitationsudvalget, men visiteres direkte på skolen. Dette kan forklare faldet i visitationer i 2022.
Der foregår en opsamlende visitationsrunde i september måned med betydning for dette skoleår.
Nedsættelse af timetal efter § 16d
Samtlige almenskoler har ansøgt om nedsat timetal for skoleåret 2022/2023 i henhold til § 16d for 4. til 9. klasse.
Nedsættelsen indebærer en konvertering af understøttende undervisning til to-lærertimer.
Nedsættelse af timetal efter § 16b
Samtlige specialundervisningstilbud har ansøgt om nedsat timetal for skoleåret 2022/2023 i henhold til § 16b.
Nedsættelsen indebærer en konvertering af understøttende undervisning til to-lærertimer.
SFO
Der har været en stigning i antallet af indskrevne børn i SFO fra 2021 til 2022. Således at der nu er indskrevet 133 børn mere i SFO. Antallet af børn indskrevet i SFO er dermed næsten på samme niveau som før Covid-19 perioden i 2020 - 2021.