Jævnfør den vedtagne strategi fra Klimaalliancen Thy (KAT), er biogas en væsentlig forudsætning for Thisted Kommunes målsætning om at nå 70 % CO2-reduktion i 2030.
Plan- og Miljøafdelingen analyserer pt. egnede områder til energizoner i Thy, men analysen forventes først færdig i 2023. Der er dog et presserende behov for at igangsætte planlægningen for biogas, og det anbefales, at igangsætte planlægningen før energizoneanalysen ligger færdig. Fremskyndelsen ses nødvendig for at imødekomme følgende behov:
1. Konvertering af naturgasområder til fjernvarme
Der er ca. 1.800 boliger med naturgasfyr i kommunen. En del af disse boliger ville kunne få overskudsvarme som følge af et biogasopgraderingsanlæg, hvis fjernvarmenettet udbygges. Overskudsvarme fra biogasopgradering vurderes at være et af de billigste varmekilder i en fjernvarmeforsyning. Regeringens "Delaftale om mere grøn varme og udfasning af naturgas" af den 25. juni 2022 beskriver, at der inden udgangen af 2023 skal udarbejdes og godkendes projektforslag for levering af fjernvarme til konvertering af boligområder med gasfyr. Fjernvarmeselskaberne skal i projektforslagene træffe beslutning om, hvilken type teknologi der skal forsyne en konvertering af naturgasområderne. Disse deadlines gør, at planlægningen for biogas bør igangsættes så hurtigt som muligt, hvis forbrugerne, som i dag er på naturgas, skal have en chance for at få del i overskudsvarmen.
2. Sikre at biomassen udnyttes lokalt
Udnyttelse af biomasse i biogasprocesser til opgraderet biogas samt brug af den biogene CO2 og den afgassede biomasse fra biogasproduktionen er en af grundpillerne i den grønne omstilling og nødvendig for, at Thisted Kommune kan komme i mål med 2030-målsætningen. En relativt stor mængde biomasse fra kommunens landbrugsproduktion udnyttes ikke til biogas, og det skal sikres, at denne biomasse og de afledte produkter bliver i kommunen ved, at landmændene i Thy afsætter biomassen lokalt. Hvis biomassen forbruges andre steder end Thy, godskrives det ikke i Thisteds Kommunes klimaregnskab, da værdiskabelsen fra biogasproduktionen sker uden for kommunen.
3. Grundvilkår for power-2-X og biokul-industri i Thisted Kommune sikres
Ved at igangsætte planlægningen af biogas vil der skabes bedre vilkår for en opstart af power-2-X og biokul-industrien, da biogasproduktionen skaber essentielle produkter som biogen CO2 og afgasset biomasse. Thisted Kommune vil derfor være et mere attraktivt sted at starte power-2-X-industri og biokul-industri, såfremt der findes en biogasproduktion.
Planlægningsproces
I kommuneplanen er der udlagt 5 områder med tilhørende retningslinjer for placering af biogasanlæg - se bilag 1.
Produktion af biogas afstedkommer flere værdifulde produkter (opgraderet naturgas, biogen CO2 og afgasset biomasse), der bliver vigtige i den grønne økonomi de kommende år, både for power-2-X processer og pyrolyseanlæg. Igangsætning af planlægning for biogas før energizoneanalysen og placering af energizoner kan betyde, at biogasanlæggene ikke placeres optimalt i forhold til at udnytte disse overskudsprodukter i andre anlæg. Disse synergieffekter og samplacering af tekniske anlæg, der kan udnytte hinandens værdistrømme, er bl.a. det, der undersøges i energizoneanalysen. Samlet set vurderer Plan- og Miljøafdelingen, at planlægningen for biogasanlæg bør igangsættes og ikke afvente en samlet energizoneanalyse, såfremt der indsendes projektforslag for biogasanlæg, der opfylder retningslinjerne i de udlagte områder.
Plan- og Miljøafdelingen forventer, at der samlet set skal planlægges for 3-4 større biogasanlæg for at udnytte biomassen i Thy for, at Thisted som geografi kan opnå en 70 % reduktion af CO2 inden 2030, jævnfør kommunens klimastrategi. Inden for de udlagte områder er en biomassemængde, der formodentlig kan forsyne 2-3 større biogasanlæg.
Proces for borgerinddragelse ved biogasanlæg
Borgerinddragelsesprocesser fastlægges i forbindelse med de konkrete projekter og planlægningsprocesser.
2. Godkendelse af høringssvar til Bolig- og Planstyrelsen vedrørende statslig screeningsproces for energiparker
Indenrigs- og Boligministeriet har i brev til kommunerne af den 29. juni 2022 informeret om, at Bolig- og Planstyrelsen i efteråret 2022 vil igangsætte en screening af områder i kommunerne for at identificere egnede arealer til energiparker, der kan afdække noget af behovet for udbygningen af vedvarende energi (VE) på land frem til 2030. Brevet er vedhæftet som bilag 2. Regeringen inviterer i efteråret 2022 kommunernes landsforening (KL) til drøftelse omkring forpligtende målsætninger for kommunernes arealplanlægning for vedvarende energi og modeller for omfanget af det statslige engagement. Kommunerne og VE-branchen får mulighed for at udpege konkrete energiområder med frist den 1. oktober 2022. Der vil være høring af screeningsresultaterne i fire uger. Resultatet af screeningen fremlægges til aftalepartierne ultimo 2022. Af brevet fremgår det, at kommunernes eventuelle forslag til udpegning af områder inden for egen kommunegrænse, ikke er bindende for kommunen i senere planlægning.Plan- og Miljøafdelingen vurderer, at Thisted Kommune bør pege på områder til screening for vind og power-2-X i områder, hvor staten selv delvis er myndighed og/eller har beslutningskompetence i planlægningen. Der peges konkret på 3 områder - afgrænsningen af områderne kan ses i bilag 3:
1. Testcenter Østerild. Området ved Østerild udpeges med det formål, at staten undersøger, hvordan det sikres, at området bruges til kommerciel vindmølledrift efter evt. nedlæggelse af testcentrets aktiviteter, samt at der kan udvikles Power-to-X i nærhed til vindmøllerne.
2. Område ved Hanstholm. Anbefaling om, at området screenes for, at en evt. kystnær havvindmøllepark kan bruges til lokal udvikling af power-2-X.
3. Statens arealer ved Vester Vandet.Energizoneanalysen for Thy skal afdække, om der i kommunen vil være gunstige steder at sætte landvindmøller op, og i den forbindelse vil det være interessant at få staten til at screene et område på statens (Naturstyrelsens) eget areal, som kommunen ikke kan være myndighed på i en planlægningsfase.
De nævnte områder er arealer, hvor kommunen i forbindelse med energizoneplanlægningen ønsker en dialog med staten, da de delvist vil være myndighed ved planlægning på arealet.
Af ministerbrevet fremgår det, at KL og Staten i efteråret 2022 undersøger, om der skal laves aftaler om konkrete målsætninger for kommunerne i forbindelse med energiparkerne. Plan- og Miljøafdelingen foreslår, at staten opfordres til, at kommunerne kan stille krav om lokalt ejerskab og lokal udvikling, såfremt der kommer bindende målsætninger om planlægning af energiparker, samt at det sikres, at elektriciteten fra evt. udpegede områder anvendes lokalt. Udkast til høringssvar fremgår af bilag 4.